57663301 Ømarksvej 66,Vetterslev, 4100 RingstedOMSORG -NÆRVÆR-EKSPERTISE

Hvordan vælger jeg et godt foder til min kat eller hund?

10-02-2010 | Generelt     Fra Den Danske dyrlægeforenings hjemmeside

Mange hunde- og katteejere vil gerne fodre deres hund eller kat med et godt, kommercielt fuldfoder. Dels så man som ejer kan være sikker på, at ens hund eller kat får alle de næringsstoffer, der er behov for, dels fordi det er nemt.

Det kan være svært at finde ud af, hvilket foder man skal vælge, da udbuddet af hunde- og kattefoder er meget stort og uoverskueligt. Hvad er vigtigt, når man skal vælge foder til sin egen hund eller kat? Hvordan kan man sikre sig, at det fuldfoder, man vælger, virkelig er et velafbalanceret

kvalitetsfoder?
 
Der er flere faktorer involveret, når man skal bedømme, om et hunde- eller kattefoder er et »kvalitetsfoder«. Nedenstående er nogle af de kriterier, hunde- og katteejere kan anvende, når de skal på foderindkøb: Råvarekvalitet, fast opskrift, klinisk afprøvning af foderet før det bliver markedsført og næringsstofprofil. Disse kriterier gennemgås individuelt i den følgende tekst.
 
Lad os lige gå et skridt tilbage. Hvad er »fuldfoder«? Og hvad menes der med »velafbalanceret fuldfoder«?
 
»Fuldfoder« betyder, at foderet indeholder alle de næringsstoffer, som dyret har behov for. I et »velafbalanceret fuldfoder« er alle de forskellige næringsstoffer tilpasset foderets energiindhold (kalorieindhold), så hunden eller katten automatisk får den korrekte mængde af de forskellige næringsstoffer, når den fodres med den rigtige mængde foder. Det er ikke muligt at læse på etiketten, om foderet er fremstillet af kvalitetsråvarer, men så må man rådføre sig med producenten eller importøren af foderet, eller med sin dyrlæge, som allerede har information fra de foderfirmaer, som han eller hun vil stå inde for.
 
Hvad betyder god råvarekvalitet for min hund eller kat?
 
Hvis råvarekvaliteten er i orden, resulterer det i et foder med høj fordøjelighed, hvilket er en af de faktorer der afgør et foders kvalitet. »Fordøjelighed« er den mængde af det spiste foder, som en hund eller kat kan udnytte. Et højt fordøjeligt foder giver mindre afføring, kattebakken skal ikke tømmes så tit, og der skal bruges færre hundeposer af den ansvarlige hundeejer. Hunden og katten har behov for en mindre mængde foder ved fodring med et højt fordøjeligt foder end ved fodring med et lavt fordøjeligt foder. Den daglige foderpris kan derfor være mindre ved fodring med et kvalitetsfoder, end man umiddelbart tror, når man ser på prisen pr. pose.
 
Så var der det med opskriften – alle hunde- og kattefodertyper er vel lavet efter en opskrift?
 
Når det gælder kvalitetsfoder, er det sammensat efter fast opskrift. Det betyder, at ingredienserne er de samme fra sending til sending. Man kan fodre med produktet i lang tid (år), uden at ingredienserne eller råvarekvaliteten ændres. Dette medvirker til forebyggelse af fordøjelsesforstyrrelser hos hunde og katte.
 
Kan man være sikker på, at hunden eller katten undgår helbredsproblemer, hvis man anvender et kvalitetsfoder?
 
Den specielle sammensætning af et kvalitetsfoder er medvirkende til at nedsætte risikofaktorer for, at hunde og katte udvikler visse problemer. En risikofaktor er en tilstand eller faktor, der gør en person eller dyr modtagelig for en sygdom eller sygdomstilstand. For eksempel er de største risikofaktorer ved hjertesygdomme hos mennesker rygning, forhøjet kolesterol i blodet, manglende fysisk aktivitet, arvelighed, køn (han) og alder. Visse faktorer kan vi kontrollere, og andre kan vi ikke. Det forholder sig på samme måde med kontrol af risikofaktorer hos vores hunde og katte. Vi ved, at indtag af for meget energi (kalorier) kan resultere i overvægt hos både hunde og katte eller forstyrrelser i skeletvæksten hos hvalpe. Vi ved også, at indtag af for meget kalk i vækstperioden kan forstyrre skeletvæksten hos hvalpe. Vi ved, at for store mængder magnesium er en medvirkende faktor i udviklingen af visse urinvejsproblemer hos katte. Disse faktorer kan kontrolleres, og i et kvalitetsfoder undgår man for store mængder af næringsstoffer, som kan udgøre en risikofaktor. Man kan ved korrekt fodring med et velafbalanceret kvalitetsfuldfoder reducere hunde og kattes risiko for visse sygdomme. Med andre ord - give hunden eller katten så gode chancer som muligt for at opretholde et godt helbred, med de gener hunden eller katten nu engang er født med.
 
Hvorfor er det vigtigt, at foderet er afprøvet? Er det ikke meget nemmere bare at læse på etiketten, hvad foderet indeholder?
 
Det er utrolig vigtigt, at foderet er grundigt afprøvet, før det bliver markedsført. Et foder kan godt se ud som om, det er rigtigt sammensat, når man studerer etiketten, men forskellige faktorer kan influere absorptionen af vigtige næringsstoffer, så de ikke bliver optaget og udnyttet af hunden eller katten. Kvalitetsfoder lever op til fastsatte krav og afprøvninger, som viser, at foderet fungerer i praksis og ikke bare ser rigtigt ud på etiketten. Man kan ikke ud fra etiketten bedømme, om et foder er et kvalitetsfoder. Man kan engang imellem være »heldig« og identificere fx for høje mængder at et bestemt næringsstof til, at man kan anbefale/forsvare at bruge et bestemt foder, men i de fleste tilfælde ser etiketten »rigtig« ud - både når det drejer sig om et dyrere foder eller et billigere foder. Hvis man skal identificere et »kvalitetsfoder«, skal man selv i gang med at kontakte foderfirmaer og spørge efter dokumentation for afprøvning »live«, eller man kan få råd og vejledning hos sin dyrlæge, som allerede har sat sig ind i, hvilke fodertyper der kan anbefales.
 
Hvorfor er der så stor prisforskel mellem forskellige typer fuldfoder?
 
Ved hunde- og kattefoder får man normalt, hvad man betaler for. Foder fremstillet af ingredienser af højere kvalitet og med højere fordøjelighed er normalt dyrere pr. pose eller pr. dåse, men behøver ikke at være dyrere at fodre med, da der skal fodres med en mindre mængde, eftersom hundens eller kattens udnyttelse af foderet er bedre. Samtidig er man sikret en næringsstofprofil, der tilgodeser hundens eller kattens behov optimalt.

© Vetterslev-Høm dyreklinik - Macrocom